Home Turberetning Diverse Galleri Profil Links

Strahlhorn 4190 m .

Vi planlagde at tage en overnatning deroppe, så vi pakkede bivuakgrejet i rygsækken. Ifølge kortet skulle der være en moræne ikke langt fra Britaniehytten og den regnede vi med at skulle sove på. Vi startede med at tage liften op fra Saas Fee til 3000 m . Efter en kop kakao i restauranten ved liften, begyndte vi vandringen hen mod Britaniehytten. Fra liften til Britaniehytten er der en præpareret løjpe, som går under nogle stejle klippevægge, hvor der er nogle serac’er. Da vi var ca. halvvejs og stod og betragtede Egginers klippevægge, hørte vi et kæmpe brag. Vi vidste med det samme at det måtte være nogle serac’er, der var faldet ned, så vi gik tilbage for at se om der var nogle ramt, det var der heldigvis ikke. Vi kunne bare være glad for at vi ikke var kommet et par minutter senere! Vi tog det stille og roligt og havde derfor også lige tid til at få en kop kakao ved Britaniehytten, hvor vi også spiste vores medbragt frokost. Efter en times tid begyndte vi nedstigningen mod gletsjeren, efter kort tid kom vi ned til gletsjeren og fik fundet steigeisen og isøksen frem. Der var et let lag sne som dækkede det meste af gletsjeren, sammen med at det var godt op af eftermiddagen, gjorde det gletsjerturen til lidt af en marridte. Vi kunne godt se spalterne, men ved at prikke i sneen med isøksen kunne vi mærke at øksen gik lige igennem, så det betød at vi ikke vidste om snebroerne holdte før vi stod ude på dem. Det gik godt og vi besluttede at foresætte op over morænen forbi det mest spaltede område, efter filosofien at det var rarest ikke at skulle gøre det i mørke! Da vi var kommet et godt stykke op af gletsjeren begyndte spalterne at forsvinde og vi begyndte at lede efter et sted at lavede bivuak. Vi bestemte os for at lægge imellem gletsjeren og blokmarken. Vi gik straks i gang med at grave en platform ud til at sove i, jeg stod lidt og overvejede om jeg skulle ligge mig under en stor sten, da sneen allerede var flad under stenen pga. smeltevandet der løber ned af stenen. Mens vi kiggede lidt på Strahlhorn, den flotte udsigt og den planlagte rute, begyndte der at komme skyer ind og vi gik i gang med at lave noget aftensmad. Efter endnu en kop kakao (!) ville vi til at i soveposen. Lige som jeg skulle til at kravle ned i soveposen væltede den store sten som jeg havde overvejet om jeg ville ligge under! Jeg stod og kiggede på stenen, mens vi diskuterede om vi skulle ligge os ned på gletsjeren i stedet for, men blev dog enig om at der nok ikke kom flere sten den nat. Jeg sov ikke meget og hver gang jeg kunne høre Bjarne vende sig var jeg klar til at lade mig trille ud over gletsjeren.

Når jeg nu ikke kunne sove, så kunne jeg jo passende ligge og se på at skyerne forsvandt og så ellers tælle stjerneskud. Uret ringede kl. 3:00 og efter at havde taget sig sammen til at komme op, en kop kakao, på/af med tøj og nedgravning af bivuakgrej, kom vi endelig af sted kl. 4:30. Efter en times hurtig gang stoppede vi for at få noget morgenmad. Da jeg tog rygsækken af faldt tuden af drikkedunken og jeg spilde en halv liter. Det skete engang mere i løbet af dagen så jeg havde kun en liter til hele dagen. Da vi startede igen begyndte det at gå opad og vi begyndte at gå hurtigt. Efter en halv time begyndte solen at komme op over skyerne og de andre bjerge og da vi var i 3600m var det et smuk syn. Vi havde kun en let rygsæk med og skiftede til at bære den. Jeg begyndte at skulle på toilet, faktisk havde min mave det ikke særligt godt og da vi endelig kom op i Adlerpasset fladede det lidt ud og jeg gik i gang med at grave et lille hul. Det er koldt at stå med bar røv i 3789 m . højde og jeg tør slet ikke tænke på dem der bestiger 8000’erne. Nå, men da det var veloverstået kunne jeg først begynde at nyde udsigten, fra passet kunne man se ind i Zermatt dalen og vi kunne se Matterhorn. Efter pausen i passet begyndte vi opstigningen over en lille skråning som var meget iset og da jeg var kommet over stykket kunne jeg ikke forstå hvorfor jeg ikke havde sikret det, men det gik jo fint nok. Selv om vi gik på perfekt neve begyndte det at gå meget langsom, vi havde mange pauser og jeg skulle snart på toilet igen. I 4100 m . højde når man til et pas hvor man kan se ind i Italien, her drejer man til venstre og så er der kun 10 min. Til toppen. Topgraten er en halv meter bred og går over til at blive stenet. Kl. 10. 15 var vi på toppen og der er sgu en fed udsigt. Man kan se ind i Italien og ellers er der en masser af 4000’er at se på. Når man kigger imod Italien er der fyldt med skyer i samme højde eller lidt højere ind toppen, det ligner faktisk tordenvejr.

Efter en del billeder begyndte vi at gå nedad og det gik hurtigt, på nær ved isstykket, hvor vi simultant klatrede det. Også fra passet gik det hurtigt nedad selvom at det var ved at blive meget varmt, og efter at havde hentet den anden rygsæk gik vi stille og roligt hen mod liften. Igen var klokken over middag og sneen var blød så vi havde de samme problemer med gletsjeren som dagen før og jeg gik da også igennem et par spalter, dog uden at ryge hel i. Da vi stod ved enden af gletsjeren gad jeg ikke at tage alt udstyret af så vi gik direkte op til Britaniehytten for at få en cola, mens Bjarne var inde at bestille nogle colaer kom der en flok japanske turister. Da de så at jeg var ved at tage udstyret af, kom de hen og ville tage billeder. Jeg skulle holde om dem, pege op på bjerget, de skulle løfte rygsækken osv. Det var næsten lige som at være på Aig. Di Midi