www

www.fjeldsport.dk

Home Turberetning Diverse Galleri Profil Links

Sådan går det når man ikke

kigger (ordentlig) i guidebogen!

Jeg står og kigger på en rute, jeg er lidt træt i armene efter den sidste jeg klatrede. Nå, men hvad skal jeg prøve, der er lige lys nok til endnu en reblængde. Ruten ser godt nok svær ud, men det ser ud til at man kan opgive ud til højre eller også må jeg blive firet ned fra en af boltene der hænger rundt omkring. Ruten starter op i en let kamin og traversere ud på væggen, og her bliver det svært. Der er ca. en meter op/hen til den næste bolt, spørgsmålet er om jeg kan klarer det, hvis ikke, vil jeg rydde lige i jorden/ned på Bjarne(fra 10 meters højde) eller hvis jeg rammer ved siden af, svinge ind i kaminen og jeg har ikke lyst til nogle af delene. Jeg prøver på den næste bolt af to grunde det bliver lettere efter bolten og så troer jeg ikke jeg kan klatre ned igen. ”Rolig nu, put lidt kalk på fingrene” tænker jeg.

Jaja, du kan sgu bare det der siger jeg til mig selv efter at havde klippet bolten, men hov, hvad er nu det. Skuffelsen er stor, illusionen om at det blev lettere, ha det bliver sgu ikke meget nemmere. Men man kan jo så glæde sig over at næste bolt kun er 10 meter oppe! Jeg sætter lige et par sikringer undervejs. Ca. 25 meter længere oppe kommer næste store problem, et udhæng! Det var da ikke til at se nede fra jorden, nå men efter lidt masen er jeg endelig oppe på standpladsen. En fin lille hylde ca. lidt større ind et tastatur og så med to bolte! Den reblængde havde sgu alt kamin, væg, rids, lidt layback og et udhæng, en skam den kun var 50 meter lang! Bjarne kommer op og er lidt overrasket over at han pludselig skal til at i gang med at føre, han havde bestemt regnet med at jeg ville vende om! Bjarne starter på næste reblængde.

”Det er lidt svært her!”

”Jaja, det er ved at blive mørkt!”

Pause.

”Jeg troer jeg er ved at få et anfald af højdeskræk”!

”Kan du foresætte?”

”Det ved jeg ikke.”

”Kan du klatre ned?”

”Det ved jeg ikke.”

Pause. Det er ved at blive lidt småkoldt, da solen er gået ned.

”Kan du klatre ned?”

”Jeg kan da prøve på det.”

Pause. Jeg begynder at undre mig over hvad han laver og hvorfor vi ikke tog pandelamper med.

”Hvad laver du?”

”Jeg er ved at få et anfald af højdeskræk!!!”

Lidt senere.

”Kan du klatre ned?”

”Jeg prøver på det, men det er ikke nemt.”

Et par minutter senere står Bjarne nede på hylden, hvor jeg sikre fra. Hylden er 50 meter over jorden. Nå, men vi må jo i gang med at abseile ned. Vi rigger udstyret til og jeg tager ned først (jeg vejer mest og kan derfor bedst teste det med en passiv sikring)

”Fuck, det forbandede reb er filtret sammen.”

”Kan du ikke bare filtre det ud?”

”Jo, måske hvis jeg havde en pandelampe!” Det er ikke sådan lige at rapelle ned i mørke og samtidigt filtre to reb ud. Efter en del banden og svovlen er jeg endelig nede og Bjarne kan tage turen ned. Efter aftensmaden sidder vi og snakker om hvad vi skal lave i morgen, meningen var at vi skulle klatre op af SW graten på Egginer. Men ruten vi lige havde været på havde været så god at vi besluttede at klatre op af den igen og så evt. mødes med SW graten.

Næste morgen skynder vi os at få noget morgenmad og gør klar til at klatre.

”Hvis du vil, kan du fører den første reblængde og jeg kan tage den næste.” Siger jeg, velvidende at Bjarne gerne vil tage revanche med ruten, men hvis nu han ikke havde lyst, kunne jeg jo godt tænke mig at føre den… Men den gik ikke.

”Det er lidt svært her.” Siger Bjarne samme sted som i går.

Pause.

”Du kan tage mig ud.” siger Bjarne og lidt senere er jeg på vej op af anden reblængde.

”Det er lidt svært her!” Siger jeg, det samme sted som Bjarne var. Puha, det var godt jeg ikke førte det, layback i et udhæng!.

Jeg forsætter på tredje reblængde, veksler mellem lidt løs og nem, og fast, men svær. Hvor jeg er ved at falde fordi der pludselig var en gemse (Bjergged) på vej ned af ruten. Hvordan fanden kan den gøre det? Jeg kan knap nok klatre op af det!!! Bjarne tager fjerde reblængde, fin reblængde som starter lodret, men bliver gradvis mere slab og lettere. Bjarne mente at han havde så meget styr på det at han ville sprænge den første bolt (og den vigtigste!) over, eller var det fordi han ikke så den, eller var han bare presset!? Velankommen oppe ved Bjarne, bliver vi enige om at skal vi nå liften ned er vi nød til at vende om, ikke fordi at vi har været voldsom langsomme, men fordi at vi skal gå et stykke vej hen til liften, og så tager det altid længere tid at absiele ind beregnet. Men først skal vi dog lige nyde udsigten, på den ene side kan vi se jorden 200 meter længere ned, ad den rute vi lige kommer fra og på den anden er der 600-700 meter ned. Vi kan se en masse firtusindetoppe, hvoraf at vi har været oppe på to af dem tidligere. På vej ned i liften nyder vi udsigten, da det er sidste tur i Saas Grund, dagen efter køre vi til Chamonix. Men nede i Saas Grund tager vi lige ind i sportsbutikken og kigger lidt i deres guidebog (hvilket vi har gjort mange gange), ruten som vi har klatret de første fire reblængder af, hedder Muscat og er graderet til 6. Lidt sværere ind vi plejer at klatre.

Mig selv i toppen af udhænget på anden reblængde. Hvis du kigger godt efter

kan du se soveposerne i midten, til venstre.

Et par uger senere i Chamonix.

Jeg er på vej op af en kamin i Les Gailands (kaldet legoland), på en eller anden måde kommer jeg til at vende forkert (det er sket før!) og bliver nød til at klippe bolten bag ryggen uden at kunne se hvad jeg laver, det er nogle spændende sekunder da rebet skal klippes i! Vel oppe på toppen foresætter den venstre væg op og det samme gør jeg! Jeg når op klipper de to næste bolte. Det er meget svært og pludseligt befinder jeg mig på noget af det sværeste jeg nogensinde har klatret, på den forkerte side af ”point of no return”. ”Jeg falder” mumler jeg for mig selv, men når dog lige at klatre et par hurtige bevægelser ned og gribe fat i ekspresslyngen. Jeg bliver firet ned og Bjarne prøve ruten. Det går fint, lige bortset fra de efterfølgende ar på sjælen og kroppen! Bjarne kommer heller ikke forbi det svære punkt og bliver derfor firet ned. Men nu hænger min ekspresslynge og griner 20 meter oppe.

Nå, fint nok, jeg cruiser lige op af den her rute ved siden af. Det ligner en tredje grads, så det skulle ikke blive noget problem. ”Det er godt nok svært her” siger jeg halvvejs oppe og igen lige før toppen! Men no problemos, nu kan jeg blive firet ned og ekspresslyngen bliver genforenet med resten af familien. Tilbage på campingpladsen bladre jeg lidt i guidebogen og kaminen er graderet til 5+/6-, den øvre væg 6+ og den lette diedre 5+. Fuck det var sgu ikke underlig at det var svært!

En måned senere på Kullen, Sverige.

Vi er taget op til en lille væg, kaldet sexvæggen. Opkaldt efter alle rutenavnene Med spredte ben, Brunst i diedren, To hug og et suk, Missioneshusets forbandelse, Gurillaens parringsdans (og der må gerne stønnes!) osv. Det er min tur til at føre og et hurtigt kig i guidebogen siger at der er en velsikret IV- (kaldet Tjultemandens begær), den snupper jeg lige. Ruten følger et rids op og bliver senere til en diedre og ser ikke sværere ud end III+.

”Puha, det er sgu svært her, det er nok cruxet.” Siger jeg fire meter oppe, jeg har sat en sikring og klippet ind i en gammel rusten kile. Nej, det må jeg sgu nok opgive. Pis, hvad er nu det for noget. Nå, men jeg klatre op af tredjegradsruten ved siden af. Vel nede ved foden af klippen vil Bjarne gerne havde et forsøg. Han når op til cruxet og klatre forbi.

”Hva så, bliver det lettere over i diedren?”

”Neej, tværtimod.”

”Nå, foresætter du eller hva?”

”Jaja.”

Han klatre lidt op og fumler lidt med nogle sikringer der ikke vil som ham. Lidt senere igen.

”Du skal lige være opmærksom!”

”Er det svært?” Dumt spørgsmål, for ellers skulle jeg ikke være opmærksom, men han er alligevel for koncentreret til at høre det. Hans venstre fod står ikke særlig godt og lige pludselig smutter den, men han falder ikke. Efter nogle minutter er han kommet lidt videre og efter at de sidste sikringer er blevet sat, går det hurtigt det sidste stykke. Efter en lille pause har han fået lavet en standplads og jeg kan klatre op som anden mand. Jeg kommer op i bedste laybackstil, til der, hvor den rustne kile sidder. Efter at havde klippet ekspresslyngen ud af kilen, når jeg lige at sige ”Jeg f…” mere når jeg ikke at sige før jeg er faldet de 4-5 meter ned i jorden, delvist opbremset af Bjarne. Av, det gjorde ondt! Jeg ømmer mig lidt og overvejer om det gør ondt nok til at jeg kan sige fra. Men man skal jo rejse sig ved den sten/hest eller hvad det nu var… Så op igen, denne gang går det lidt bedre og efter at havde at hængt lidt i rebet er jeg oppe. Det var svært og Bjarne er helt enig! Nede ved rygsækkene for vi bladret lidt i guidebogen og det viser sig at jeg har set forkert i stedet for IV- var den VI- en gradsforskel på to. Ikke underlig at den var svær.